Bliv din egen drømmefanger

Bliv din egen drømmefanger
Bliv din egen drømmefanger

Mange mennesker husker kun sjældent deres drømme, og for de fleste af os forsvinder drømmene i det sekund, vi vågner. Det kan skyldes forskellige ting, som fx psykens selvbeskyttende funktion, at vi for hurtigt går i gøre-mode eller en manglende vanthed med at forholde os til drømme. Min erfaring er, at når vi aktivt sætter ind på drømmearbejde, så sker der ofte det underfundige, at de begynder at trænge tydeligere igennem (u)bevidsthedens grænseflade. 

Men der findes alligevel nogle ting, vi kan gøre for at optimere vores muligheder for at huske vores drømme:

… Alene dét, at du sætter energi ind på at gå i kommunikation med dine drømme, har en effekt på at du husker dine drømme.

… Nogle mennesker vil finde, at dét at købe en smuk drømmefanger eller selv kreere en, som en måde at hylde sine natslige eventyr, kan være en hjælp til bedre at huske deres drømme. 

… Prøv at være venligsindet overfor drømmene: “Drømmene vil mig det godt. De er mine natslige venner, der hjælper mig med at se på det, der skal ses på. Og sikkert er det: Jeg får kun de drømme jeg er parat til”

… Lig nogle minutter inden du falder i søvn og gør dig det bevidst, at du hilser drømmene velkommen.
Nogle mennesker finder, at dét at rette blikket mod en genstand i soveværelset imens man hilser drømmene velkommen, gør, at man om morgenen, når man kigger på selvsamme genstand, kommer i tanke om drømmen.
Andre oplever, at dét at drikke en slurk vand inden sengetid, imens man hilser drømmene velkommen, gør, at en slurk vand den efterfølgende morgen, når man vågner, kan genkalde drømmen. 

…Drømme forsvinder hurtigt, hvis vi ikke holder fast i dem. Mange af os har travlt, og så snart vi vågner, er vi allerede på vej videre – og væk er drømmen. Sørg for at have tid til at blive liggende lidt og vågne blidt. Hold fast i de små drømmerester du har – hvadenten det er en enkelt scene, en figur, et sted eller en farve. Dét, at lade dig mærke med følelsen, du vågner med, kan også genkalde nattens drøm. 
Prøv at sætte dig med lukkede øjne, og lade dig mærke med de rester du husker… 

… Genfind din drømmeposition. Hvis du for eksempel sover på højre side og vågner midt i en drøm, kan du måske huske drømmen eller rester af den. Hvis du kort efter ændrer position, vil drømmen i mange tilfælde forsvinde. Ofte kan man have held til at genkalde sig drømmen ved blidt at ændre stilling til den man havde da man drømte. Drømmene sidder nemlig i kroppen!

… Hav en drømme-notesbog og blyant klar ved sengen, så du ikke skal bevæge dig synderligt for at nedfælde nattens drøm. Jeg selv bruger min telefons optage-funktion og indtaler drømmen imens jeg stadig ligger i positionen, jeg vågnede i. 

… For at vi overhovedet kan drømme må vi selvsagt sove – så første og vigtigste skridt i drømmearbejde er, at vi får søvn nok. Og en lur i løbet er dagen kan sagtens hjælpe dig på vej. 

Er du nysgerrig på drømmearbejde, så læs mere her.