Engang for længe, længe siden levede vi kvinder år ud og år ind i pagt med naturens kredsløb og årstider – og de levede i os. De virkede beroligende på os, gav os trang til at danse, hvile, skabe og nedbryde. De bevægede sig i os og lærte os, at lære ligesom dyrene. Denne viden blev givet i arv fra kvinde til kvinde. Det var en del af vores sjælehud – en pels, der svøbte sig om os. 

Lige indtil vi fik at vide, at der faktisk kun er fire ydre årstider og at kvinder kun har tre – barndom, voksenalder og alderdom – og det var det. Og lige siden har vi i større eller mindre grad lidt af tørhed, træthed, tørst og hjemve. Måske kender du det? Måske mærker du, at noget langt, langt inde et sted, langt, langt borte vækkes, netop som du læser disse ord? 

Der findes et kredsløb – måske det allervigtigste. Dét kredsløb, der handler om at vende hjem – hjem til det vilde hjem.
Sjælens hjem.  Der er mange måder at gå hjem på. Nogle er verdslige og andre er mere subtile. Og placeringen af åbningen til hjemmet ændrer sig af og til. For eksempel kan man ligge på jorden og lade sig varme af en solstråle, man kan stikke hænderne i en regntønde, danse vildt eller plante en plante. Måske kender du allerede nogle af dine indgange til dette hjem? 

I tidernes morgen søgte kvinder i ny og næ ud og væk fra landsbyen – ofte når de blødte. Du har måske også fået fortalt, at det var grundet blodets urenhed og den medfølgende “hysteri”, at de søgte afsides? Men rygtet siger, at nok gik de med sænket hoved afsted, men så snart de var uden for landsbyens grænse og ingen så det, ja så rankede de ryggen og løb frejdige, kraftfulde og værdige afsted. 

Men hvad skulle de derude? 

Måske du allerede kan mærke det – fordi deres trin ligger lagret i dig, ligesom alle andre trin betrådt af kvinderne i tækken før dig. men er du i tvivl, så kan jeg fortælle dig, at de drog ud for at komme på sporet af hende, der kaldte. Hende, der kalder fra floden under floden. Hende, der kalder, for at vi kvinder vender hjem. 

Hører du hende? 

Uanset hvor længe du har været væk, så finder du vejen. De, af dine formødre, der har gjort det, ved, at også du kan. De venter på dig derude – sammen med hende. 

Èn af vejene går ad kroppen og dens sanselighed og bevægelighed. Her kan vi vugge jeget i søvn, så vi selv kan gå resten af vejen. Her kommer vi på sporet af floden under floden – skabelsens evige strøm. 

Men hvordan står det til med floden under floden i dig – mærker du den?
Er den forurenet? 
Måske ligefrem tilstoppet?
Eller er der bare lavvande lige nu?

Er der områder, hvor det bevæger sig frit og flydende?
Områder, som er udtørret og som kalder på vand?

Måske strømmer den kraftigt nogle steder og andre steder slet ikke?
Måske er der en lille kilde et sted, der pibler lige så sagte og fint – en kilde, du slet ikke havde mærket før nu?

Længes du efter vand og at mærke livets strøm – floden under floden – i dig?
Så kender jeg endnu en potentiel indgang.
I denne bevægelsescirkel ærer vi hende, der kalder.
Hende, der kalder på os, for at få os til at vende hjem.

Du er ventet, værdig og velkommen.

→ Læs mere om bevægelsescirklen her