Der findes et gammelt, gammelt eventyr. Ingen ved hvorfra det stammer, men ikke desto mindre, er det gået fra mund til øre – fra generation til generation – helt frem til i dag og nu også til dig.
Eventyret handler om en gammel, gammel mand, der ligger for døden. Han kalder sit folk til sig og giver en pind til hver af alle sine børn, sin kone og alle andre i landsbyen. “Knæk pinden”, siger han til dem. Med lidt besvær knækker de alle deres pind midtover, imens de kigger spørgende på den gamle, døende mand. “ja, sådan er det, når et menneske er helt alene. Da kan det let knække”, sige manden med mild, men endog alvorlig mine.
Herefter giver den gamle mand alle omkring ham to pinde og siger så: “Hold de to pinde tæt sammen og knæk nu dem begge på én gang”. Alle forsøger de med møje og besvær, men ingen lykkes med mandens befaling. “Præcis sådan, ønsker jeg, at I skal leve, når jeg er gået bort. Vi er stærke når vi står sammen med en anden eller flere… Her kan vi ikke knække”.
Eventyret siger os noget om betydningen af fællesskab. Men det gemmer på endnu et vigtigt budskab – måske endda ét, der er endnu mere essentielt. Det forholder sig nemlig på præcis samme måde med den kvindelige psyke.
En kvinde består af to væsner: et ydre og et indre.
Én om lever i den synlige verden, og én som er sværere at se. Det ydre væsen lever ved dagslys. Hun er ofte pragmatisk. tilpasset kulturen, artig og pæn – tenderende til poleret. Den indre er derimod gemt lidt af vejen. Hun er vild og fyldt med længsel efter “jeg ved ikke hvad”. Tit dukker hun blot momentant op, for så at forsvinde igen, men hun efterlader altid en følelse af noget oprindeligt.
Som udenpå – så indeni
Den vilde natur er en truet art. Både den indre vilde natur og den omkring os. Uberørt natur på kloden forsvinder samtidig med at forståelsen for vores egen indre vilde natur blegner. Vores vilde natur er blvet udplyndret, vores huler jævnet med jorden og vores oprindelige cyklus presset ind i unaturlige rytmer til glæde eller måske mest af alt til nytte for andre.
Men uanset hvor meget man forsøger at tæmme den og holde den nede, ja så vokser den vilde natur frem igen. Livsimpulsen i den vilde natur er insisterende – for den er den ene halvdel af helheden.
Uanset hvor mange gange hun forbydes, bliver slået ned, beskåret, udvandet, pint, erklæret for hysterisk og upålidelig, farlig og gal, så rejser hun sig igen. Selv den mest stilfærdige, udmargrede kvinde har et hemmeligt sted til hende – også de, der ikke engang er sig det bevidst.
Hendes navn er VILDKVINDEN
Mærker du hende?
Hvis ikke eller kun svagt, så mist ikke modet. Alene det, at du lige nu læser disse ord, vidner om en nysgerrighed – at noget indeni dig allerede er på vej …
Kald på hende, syng kød tilbage på hendes ben, kast alle de falske kapper af dig – én for én – og ifør dig den sande. Træd ind i de sjælelige landskaber, der engang var dine.
Hun tilhører dig.
Hun er dig og du er hende.
Hun tilhører alle kvinder.
Hun er den ene side af den dobbelte natur – tvillingenaturen. Og når både den indre og den ydre del i os holdes tæt sammen, så kan vi som kvinder ikke knække. Men favoriseres den ene og skjules den anden, ja så får vores liv slagside. Vi mister balancen og står mere end halverede tilbage.
Du kan altid kalde på hende ved at stille følgende to og måske lidt forbavsende enkle spørgsmål:
Det første lyder: Hvad vil jeg gerne have?
Men endnu vigtigere, og det vi ofte glemmer: Hvad ønsker mit dybere jeg?
I terapi kan jeg støtte dig i, at gå på endnu dybere opdagelse i disse to enkle spørgsmål og derigennem få fat i og nære begge sider af din psykiske natur – komme på sporet af kvindenaturens evige balancekunst.
Og til sidst et lille trick fra én kvinde til en anden: Mister du balancen i din hverdag, så vend dig mod havet. Er du stille, kan du altid høre hende hviske: Hvad ønsker dit dybere jeg? Lad hendes spørgsmål genlyde i dig – dans med det og se, hvad der vil frem.
→ Få hjælp til at komme din dobbelte tvillingenatur nærmere gennem individuel terapi eller i bevægelsescirklen.
