Efterårsjævndøgn – om at sætte mørket stævne

Skrevet den af ceciliesnapholt
Hjertets stille hvisken
Hjertets stille hvisken

Det kommer hvert år – efteråret. Lige pludselig, ofte lidt uventet og før vi selv helt er klar. Men det kommer år efter år, for at minde os om én væsentlig ting: at ting må dø, for at nyt kan opstå. 

Lyset har haft overtaget siden forårsjævndøgnet tilbage i marts. I dag står vi atter ved et ligevægtspunkt i årets evigt spiralerende hjul, hvor nat og dag er lige stærke – lys og mørke ligeså. En magisk balancedans mellem to stærke kræfter – lys og mørke, og vi kender allerede udfaldet. I dag sejrer mørket over lyset, og lige foran os ligger vinterhalvåret – mørkets tid. En tid hvor energien trækker sig sammen og inviterer os til at skrue tempoet ned og vende opmærksomheden indad. En tid der atter inviterer os tilbage – ind og hjem i os selv. En tid til fordybelse og afvikling. Men også en tid mange frygter. Måske også du? 

Efterårsjøvndøgnet i dag markerer denne overgang. Vi står ved en tærskel til en tid hvor mørket omkring os – og måske også i os – hersker mere og mere – indtil vintersolhvervet i december. Den smalle, men kraftfulde jævndøgnssti snirkler sig eventyrligt mellem lyset og mørket- Herfra kan vi se til begge sider og hente inspiration til vores tur gennem mørket. Netop i dag er det tid til at samle det sidste forråd – tid til refleksion og til at gøre status. 

Ved denne tærskeldag kommer også hende de fleste af os frygter – mørkets og dødens dronning – Skeletkvinden. Vi frygter hende fordi vi har kørt at død altid efterfølges af mere død. Men jeg minder dig om, at det ganske simpelt ikke er tilfældet. Døden er altid en del af den proces, der bliver til nyt liv. Og skeletkvinden, ja hun sidde inde i kærlighedens hus og vipper med foden, men hun lægger handskerne sammen og folder dem ud igen. Kan du se hende?

På den ene side står alt levende – på den anden side alt døende Og hun har ikke i sinde at give efter. For hun har én opgave: at opretholde livets kredsløb. Hendes kræfter “gør” os ingenting. De er ikke tyve, der berøver os ting vi holder af. Nej, hun er en del af vores egen natur – et kredsløb der løber gennem, under og i os mennesker. En indre visdom der ved, at døden er kærlig, og at livet fornyes ved hendes omsorg. En indre autoritet der kender trinnene i livets og dødens dans, og ved, at vi ikke kan fylde mere på noget der allerede er fyldt. Så hvad skal du give slip på?  

Som de sorte, nøgne grene på træet altid bærer knopper af nyt liv i deres tomhed, så rummer nedbrydningen forvandling og skabelse af nyt liv - Druehyld

Som en forberedelse til at hilse mørket og dødens dronning – skeletkvinden – velkommen i dag, inviterer jeg dig til, at tænde et lys og lytte indad, imens du stiller dig selv følgende spørgsmål: Hvad skal dø dette efterår? Hvad skal jeg slippe, lade falde og gå til grunde for at blive til nyt? 

At gøre dig mørkets komme bevidst og tage imod det og dets kræfter, vil give dig følelsen af, at du står stærkere og har bedre greb om mørket – så det ikke får greb om dig, på en måde der lægger dig unødigt ned. Måske du kunne have lyst til at sætte mørket stævne den næste tid; hver dag tænde selvsamme lys, som det du tænder i dag og på den måde ære din cykliske natur, det evige kredsløb og bevare et indre lys, imens du lader mørkets kræfter gøre sit nødvendige og uundgåelige arbejde? Måske du netop dette år, har brug for et terapeutisk rum til at sætte mørket stævne og favne det i dybden? I så fald, er du velkommen her hos mig. 

Jeg minder dig kærligt om, at jo dybere du tør favne den kommende tids mørke og død – des lysere og mere livfuldt bliver det kommende forår. Det følges altid ad. 

Jeg ønsker dig en forvandlende tid i mørkets stilhed – og at du må være stille nok til at kunne høre din indre stemmes sagte hvisken. 

Glædeligt efterårsjævndøgn!

Om en længsel der bor i de fleste

Skrevet den af ceciliesnapholt
Om en længsel der bor i de fleste
Rebozo-behandling

De fleste af os kender den – længslen efter, at føle sig holdt. 

Fortællingen om, at vi skal være stærke og uafhængige siver ind i vores system og bliver ofte – uden vi opdager det – en stærk overbevisning, som vi lever efter. Og længslen bliver ofte en lille hemmelighed, vi har med os selv. At være stærk og uafhængig er altsammen godt, men det bliver selvsagt noget rod, hvis vi glemmer den anden del af helheden – vores sårbarhed og at vi er flokdyr. 

Vi er tilknytningsvæsner – på godt og ondt – og selvfølgelig har vi brug for at føle os holdt indimellem. Det er naturligt og i mit perspektiv udtryk for, at være et levende, sundt menneske. Det har aldrig været meningen, at hverken du, jeg eller nogen anden skulle kunne klare alting selv. 

Som terapeut ønsker jeg at støtte dig i, at tage længslen til dig med værdighed. Min intention i terapien er altid, at du føler dig holdt af rummet og af kontakten mellem os. For nogle er alene dét, at opleve et støttende og medfølende vidne i terapeuten alt rigeligt. For andre kan der være behov for at mærke det kropsligt, for at længslen bliver indfriet gemmem en fysisk mærket erfaring. Derfor er rebozoen en mulighed i terapi hos mig. 

Ordet ‘rebozo’ betyder ‘sjal’ og stammer fra den indianske tradition i Mexico. Den særlige vævningsteknik gør, at sjalerne kan smyge sig tæt om kroppen og kan holde til at blive strammet grundet vævningens styrke. Noget af det særlige ved rebozoen er dens iboende nænsomhed, som er så afgørende, når vi nærmer os de blufærdige og måske endda skamfyldte følelser, vi har på indersiden. Her er den et respektfuldt værktøj, der hvor ord eller fysisk berøring enten ikke rækker eller måske føles for tæt. 

Dét, at mærke rebozoerne omkring sig, kan give en følelse af at være holdt, som kan have en dyb forløsende effekt. Jeg har vidnet voksne komme i kontakt med deres indre (glemte) børn – nogle endda blive hjulpet helt tilbage til følelsen af at ligge trygt i livmoderen, og jeg har set mennesker erfare en forankring i dem selv, som har ladet genlyde i deres videre proces. 

Måske du mærker længslen i dig? Nu ved du hvor de findes. 

→ Læs mere om rebozobehandling her

Kvindenaturens evige balancekunst

Skrevet den af ceciliesnapholt
Kvindenaturens evige balancekunst
Kvindenaturens evige balancekunst

Der findes et gammelt, gammelt eventyr. Ingen ved hvorfra det stammer, men ikke desto mindre, er det gået fra mund til øre – fra generation til generation – helt frem til i dag og nu også til dig. 

Eventyret handler om en gammel, gammel mand, der ligger for døden. Han kalder sit folk til sig og giver en pind til hver af alle sine børn, sin kone og alle andre i landsbyen. “Knæk pinden”, siger han til dem. Med lidt besvær knækker de alle deres pind midtover, imens de kigger spørgende på den gamle, døende mand. “ja, sådan er det, når et menneske er helt alene. Da kan det let knække”, sige manden med mild, men endog alvorlig mine. 

Herefter giver den gamle mand alle omkring ham to pinde og siger så: “Hold de to pinde tæt sammen og knæk nu dem begge på én gang”. Alle forsøger de med møje og besvær, men ingen lykkes med mandens befaling. “Præcis sådan, ønsker jeg, at I skal leve, når jeg er gået bort. Vi er stærke når vi står sammen med en anden eller flere… Her kan vi ikke knække”. 

Eventyret siger os noget om betydningen af fællesskab. Men det gemmer på endnu et vigtigt budskab – måske endda ét, der er endnu mere essentielt. Det forholder sig nemlig på præcis samme måde med den kvindelige psyke. 

En kvinde består af to væsner: et ydre og et indre. 
Én om lever i den synlige verden, og én som er sværere at se. Det ydre væsen lever ved dagslys. Hun er ofte pragmatisk. tilpasset kulturen, artig og pæn – tenderende til poleret. Den indre er derimod gemt lidt af vejen. Hun er vild og fyldt med længsel efter “jeg ved ikke hvad”. Tit dukker hun blot momentant op, for så at forsvinde igen, men hun efterlader altid en følelse af noget oprindeligt. 

Som udenpå – så indeni
Den vilde natur er en truet art. Både den indre vilde natur og den omkring os. Uberørt natur på kloden forsvinder samtidig med at forståelsen for vores egen indre vilde natur blegner. Vores vilde natur er blvet udplyndret, vores huler jævnet med jorden og vores oprindelige cyklus presset ind i unaturlige rytmer til glæde eller måske mest af alt til nytte for andre. 
Men uanset hvor meget man forsøger at tæmme den og holde den nede, ja så vokser den vilde natur frem igen. Livsimpulsen i den vilde natur er insisterende – for den er den ene halvdel af helheden. 

Uanset hvor mange gange hun forbydes, bliver slået ned, beskåret, udvandet, pint, erklæret for hysterisk og upålidelig, farlig og gal, så rejser hun sig igen. Selv den mest stilfærdige, udmargrede kvinde har et hemmeligt sted til hende – også de, der ikke engang er sig det bevidst. 

Hendes navn er VILDKVINDEN

Mærker du hende? 

Hvis ikke eller kun svagt, så mist ikke modet. Alene det, at du lige nu læser disse ord, vidner om en nysgerrighed – at noget indeni dig allerede er på vej … 

Kald på hende, syng kød tilbage på hendes ben, kast alle de falske kapper af dig – én for én – og ifør dig den sande. Træd ind i de sjælelige landskaber, der engang var dine. 

Hun tilhører dig.
Hun er dig og du er hende. 
Hun tilhører alle kvinder. 

Hun er den ene side af den dobbelte natur – tvillingenaturen. Og når både den indre og den ydre del i os holdes tæt sammen, så kan vi som kvinder ikke knække. Men favoriseres den ene og skjules den anden, ja så får vores liv slagside. Vi mister balancen og står mere end halverede tilbage. 

Du kan altid kalde på hende ved at stille følgende to og måske lidt forbavsende enkle spørgsmål:
Det første lyder: Hvad vil jeg gerne have? 
Men endnu vigtigere, og det vi ofte glemmer: Hvad ønsker mit dybere jeg? 

I terapi kan jeg støtte dig i, at gå på endnu dybere opdagelse i disse to enkle spørgsmål og derigennem få fat i og nære begge sider af din psykiske natur – komme på sporet af kvindenaturens evige balancekunst. 

Og til sidst et lille trick fra én kvinde til en anden: Mister du balancen i din hverdag, så vend dig mod havet. Er du stille, kan du altid høre hende hviske: Hvad ønsker dit dybere jeg? Lad hendes spørgsmål genlyde i dig – dans med det og se, hvad der vil frem. 

→ Få hjælp til at komme din dobbelte tvillingenatur nærmere gennem individuel terapi eller i bevægelsescirklen. 

Lad mig fortælle dig om en svunden tid…

Skrevet den af ceciliesnapholt
Floden under floden
Bevægelsescirkel

Engang for længe, længe siden levede vi kvinder år ud og år ind i pagt med naturens kredsløb og årstider – og de levede i os. De virkede beroligende på os, gav os trang til at danse, hvile, skabe og nedbryde. De bevægede sig i os og lærte os, at lære ligesom dyrene. Denne viden blev givet i arv fra kvinde til kvinde. Det var en del af vores sjælehud – en pels, der svøbte sig om os. 

Lige indtil vi fik at vide, at der faktisk kun er fire ydre årstider og at kvinder kun har tre – barndom, voksenalder og alderdom – og det var det. Og lige siden har vi i større eller mindre grad lidt af tørhed, træthed, tørst og hjemve. Måske kender du det? Måske mærker du, at noget langt, langt inde et sted, langt, langt borte vækkes, netop som du læser disse ord? 

Der findes et kredsløb – måske det allervigtigste. Dét kredsløb, der handler om at vende hjem – hjem til det vilde hjem.
Sjælens hjem.  Der er mange måder at gå hjem på. Nogle er verdslige og andre er mere subtile. Og placeringen af åbningen til hjemmet ændrer sig af og til. For eksempel kan man ligge på jorden og lade sig varme af en solstråle, man kan stikke hænderne i en regntønde, danse vildt eller plante en plante. Måske kender du allerede nogle af dine indgange til dette hjem? 

I tidernes morgen søgte kvinder i ny og næ ud og væk fra landsbyen – ofte når de blødte. Du har måske også fået fortalt, at det var grundet blodets urenhed og den medfølgende “hysteri”, at de søgte afsides? Men rygtet siger, at nok gik de med sænket hoved afsted, men så snart de var uden for landsbyens grænse og ingen så det, ja så rankede de ryggen og løb frejdige, kraftfulde og værdige afsted. 

Men hvad skulle de derude? 

Måske du allerede kan mærke det – fordi deres trin ligger lagret i dig, ligesom alle andre trin betrådt af kvinderne i tækken før dig. men er du i tvivl, så kan jeg fortælle dig, at de drog ud for at komme på sporet af hende, der kaldte. Hende, der kalder fra floden under floden. Hende, der kalder, for at vi kvinder vender hjem. 

Hører du hende? 

Uanset hvor længe du har været væk, så finder du vejen. De, af dine formødre, der har gjort det, ved, at også du kan. De venter på dig derude – sammen med hende. 

Èn af vejene går ad kroppen og dens sanselighed og bevægelighed. Her kan vi vugge jeget i søvn, så vi selv kan gå resten af vejen. Her kommer vi på sporet af floden under floden – skabelsens evige strøm. 

Men hvordan står det til med floden under floden i dig – mærker du den?
Er den forurenet? 
Måske ligefrem tilstoppet?
Eller er der bare lavvande lige nu?

Er der områder, hvor det bevæger sig frit og flydende?
Områder, som er udtørret og som kalder på vand?

Måske strømmer den kraftigt nogle steder og andre steder slet ikke?
Måske er der en lille kilde et sted, der pibler lige så sagte og fint – en kilde, du slet ikke havde mærket før nu?

Længes du efter vand og at mærke livets strøm – floden under floden – i dig?
Så kender jeg endnu en potentiel indgang.
I denne bevægelsescirkel ærer vi hende, der kalder.
Hende, der kalder på os, for at få os til at vende hjem.

Du er ventet, værdig og velkommen.

→ Læs mere om bevægelsescirklen her

 

꩜

 

Tiltrækningens puslespil bliver lagt i mørke…

Skrevet den af ceciliesnapholt
Tiltrækningens puslespil lægges i mørke
Tiltrækningens puslespil bliver lagt i mørke

Når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Mønstre, som vi er formet af, og som udgør glasset i de briller, vi kigger ud i verden med. Mønstre, som grundet deres stærke og tidlige indlejring, ofte er fuldstændig selvfølgelige, og hvis selvfølgelighed gør dem stort set usynlige. Men mønstre, der – på trods af usynligheden – passer sammen som hånd i handske, på de mest overraskende og enestående måder. 

Tiltrækningens principper følger en lovmæssighed, som gør det muligt både at beskrive og kortlægge, hvorfor vi er havnet, hvor vi er, og dermed vises vi, hvordan vi kan løsne den konflikt, vi sidder fast i – hvis man vel at mærke ved, hvor man skal kigge. 

Her skal vi helt ind i psykens allerinderste – ind bag de døre, som vi for længst har lukket, låst og ofte har glemt eksisterer. Dørene, bag hvilke, alle fortidens fortrængte svigt, skuffelser, afvisninger og skamfulde oplevelser ligger hengemt i mørke. Fortrængt materiale, som vi naturligt forsvarer os mod at åbne op for. Det der gør, at vi ammes og som gør, at vi midt i sotmvejret lukker af overfor vores partner: modarbejder, går til angreb og deri mister vores voksne, modne øre og bliver som børn igen. 

Vejen til det liv, vi længes efter, går altid igennem parforholdets mest fastlåste konflikter
I forholdet agerer vi spejle for hinanden. Spejle, der viser os dele af vores personlighed, som har at gøre med vores tidligste tilknytningspersoner. Parforholdet er derfor en af de ultimative muligheder for heling og vækst ind i modenhed – både individuelt og som par. men netop fordi udfordringerne i parforholdet oftest har med de tidligste sår at gøre, kan det være af afgørende betydning, at gå på opdagelse i de fortrængte sår, støttet af en medfølende, nuanceret terapeut, der tilbyder perspektiv og følelse for alt det, der viser sig. 

Det kræver mod at gå ind i mørket. Men modet og villigheden til at tage skridtene, er det, der kan vende en nedadgående beskyldningsspiral til en opadgående overflodsspiral af dimensioner ind i frihed og samhørighed. 

Men hvad er mod? 
Mod er ikke at være frygtløs, at tage sig sammen eller udvise handlekraft eller kampdygtighed. Mod er, at lade sig mærke, bevæge og åbne – til trods for frygt, smerte og sorg. Det engelske ord for mod ‘courage’ kommer af det franske ord ‘courage’, som er afledt af det latinske ord ‘cor’, der betyder ‘hjerte‘. 

Mod er hjertets kraft – at driste os til at bevæge os frem mod alt det, der i dybden betyder noget for os – til trods for alt det, der gør os bange. Men her må vi først indrømme at vi er bange, for at vide, hvor vi skal have os selv ekstra kærligt i hånden.

Har I brug for hjælp til at løsne fastlåste knuder i og imellem Jer? 

→ Læs mere om parterapi her

Barnet i dig skal finde et hjem

Skrevet den af ceciliesnapholt
Bevægelsescirkel - Barndommens gade
Bevægelsescirkel - Barndommens gade

Ethvert menneske har brug for et sted, hvor det kan føle sig tryg, elsket og velkommen – et sted, hvor vi kan være den, vi er og udfolde os frit. I det ideelle tilfælde var vores barndomshjem sådan et sted: et hjertevarmt hjem, hvor vi følte os set, elsket og accepteret, som den, vi var. En erfaring, der gav os kimen til en grundlæggende tillid til os selv, til andre, til verden og til livet. En grundlæggende tillid, der gav os følelsen af et indre ståsted og en indre tryghed – følelsen af et indre hjem. 

Men ofte udspillede det sig ganske anderledes. For de fleste af er der “noget med noget” når det kommer til barndommen – og man fristes til at kalde det et uundgåeligt vilkår for det at være menneske. Men på trods af uundgåeligheden i dette vilkår, er det af betydning at tage alvorligt. 

Prægninger i barndommen bestemmer nemlig i meget høj og betydelig grad
– vores væsen
– vores selvværd
– og vores oplevelse af at at være os i verden. 

Summen af alle disse prægninger – både de smertelige, de glædelige og dem midt i mellem – danner en indre figur. En figur som i psykologiens verden betegner “det indre barn”. De allerfleste af disse prægninger og erfaringer ligger imidlertid hengemt i det ubevidste – og dette med god grund. Det gjorde ganske enkelt for ondt dengang – en ubærlig smerte, som vi har måtte lukke af til, for at kunne overleve i verden. Barnet i os gør derfor alt for, at det ikke endnu engang skal opleve de sammen krænkelser, som det var udsat for dengang – i barndommen. 

Selvom vi på ydersiden er voksne, så har det indre barn i os en betydelig og styrende indflydelse på vores følelser, tanker og handlinger – indtil vi tager det indre barn til os. Først når vi mærker hvad det indre barn egentlig føler, kan det finde hjem. Og det lykkelige er… Det er aldrig for sent. 

Hjernen er plastisk, og livet igennem kan nye nerveforbindelser skabes gennem nye erfaringer, der erstatter gamle. 

Med støtte fra en terapeut kan du begive dig på opdagelse ind i barndommens (for)tabte rige, blidt og i selvkærligt tempo lire døren op til den hengemte smerte, favne den og få nye korrigerende erfaringer – og finde hjem… 

→ Book en individuel session her 

Terapi er en opdagelsesrejse i den indre verden

Skrevet den af ceciliesnapholt
En opdagelsesrejse i den indre verden
En opdagelsesrejse i den indre verden

… hvor du med terapeutisk støtte begiver dig på opdagelse i endnu ukendte områder og besøger steder, du måske engang kendte til, men som nu virker som fremmed land. 

En rejse, hvor du ser glimt af den evige solopgang, bader i overfloden eller i de flydende kilder af lyst, glæde og lidenskab. En rejse, hvor du mærker den glemte atmosfære i selvglædens (hemmelige) legehus i tryghedsskoven og mærker den vilde natur – der, hvor vulkaner af raseri ulmer, hævnens straffeplads findes og hvor kraftige selvretfærdighedsvinde i ny og næ vælter én omkuld og man for en stund mister orienteringen. 

En rejse, hvor du erfarer hvordan du slår smutvej til perspektivtårnet, hvor du kan søge helle i den iagttagende position og ikke blive væltet omkuld af de evindelige vejrskift. 

En rejse, hvor du lærer, at flyde på skammens store hav, lærer brugbare svømmetag i angsstrømmen og hvordan du bevarer roen, når du nærmer dig sindets revlehuller, så du ikke bliver trukket ned, men sikkert kan komme i land igen. 

En rejse, hvor du får redskaber med i rygsækken, så du har slidstærke tålmodighedsreb, fysiske kræfter og udholdenhed af urokkelig tillid, når du skal bestige forandringens stejle skråninger. Du oparbejder evnen til at kunne balancere på skrænten til forladthedsdybet og at undgå at sidde fast i selvfordømmelsens kviksand. Du lærer kærlighedsformler til at trænge igennem selvbeskyttelsens tykke mur og nå ind til landet for længe siden – der hvor de g(l)emte længslers skjulested findes – og helt ind til hulen, hvor de indre sårede børn endnu sidder og venter på at blive fundet og favnet. 

En rejse i den indre verden… 
… hvor du med mig, som din rejseguide på legende og tryg vis erobrer nyt land, lærer dig selv at kende i de forskellige områders klima og omskiftelighed, så du over tid kan færdes på egen hånd. 

Fælles for de, der har dristet sig til at begive sig afsted er, at ingen indtil nu har villet være rejsen foruden – alle er uden undtagelse vendt mere berigede og hele tilbage. 

Men ét råd går igen: Hav altid en rejseguide ved din side, der kender områderne, holder kursen, hjælper dig med at færdes sikkert omkring og kalder dig tilbage, så du ikke farer vild for bestandigt, men finder hjem fra hvad der måske bliver dit livs rejse. 

Jeg vil med glæde og ydmyghed følges med dig og yde lige præcis den støtte du har brug for på din rejse ind, ned, op, ud og tilbage – hjem mod dig selv. 

→ Kontakt mig her

Hvorfor terapi?

Skrevet den af ceciliesnapholt
Er jeg den rette terapeut for dig?
Er jeg den rette terapeut for dig?

Livet er til tider hårdt og vi har alle oplevet at være overvældede af livets smerte. En uundgåelig del af vores færd gennem livets bølgende bevægelser – uanset om vi vil det eller ej. Og smerte vil de færreste af os, for smerte er selvsagt smertelig.
Overvældede af sandheden om livets virkelighed forsøger vi gennem løgne, vi fortæller os selv, at undgå de smertelige følelser virkeligheden uundgåeligt medfører. Men prisen er høj. For selvom løgnene måske i starten reddede vores liv og gjorde, at vi kunne holde hovedet oven vande og overleve, så vil disse løgne altid avle lidelse. En lidelse der frarøver os muligheden for at leve. Vi lider, fordi vi bekæmper smerten og graden af vores lidelse er lig vores afstand til virkeligheden. Men det er en kamp vi altid taber. 

Gennem løgnene om hvordan vi egentlig har det, tager vi afstand til os selv. Og hvor der er afstand til os selv, tager angsten bolig og livet bliver en lidelsesfuld overlevelse. 

Forsvaret har altid sine grunde

Umiddelbart kan det virke nærmest fjollet, at vi lyver, når nu det gør livet ikke bare smerteligt, men lidelsesfuldt. Man fristes måske til at tænke: “Jamen, så må vi da bare stoppe med at lyve”. Og ja, det er sandt. Men det er på en måde ikke “bare lige til”. For der er jo en grund til, at vi lyver – nemlig at dække over smerte. En smerte, der måske faktisk føles så stor, at den ikke er til at bære alene. Både fordi den gør ondt, men oftest fordi vi slet ikke helt ved, hvordan vi kan møde og favne virkeligheden, som den er, og hvad den vækker i os. Mange af os kender ikke os selv i vores følelser. 

At stoppe med at lyve er ikke  “bare lige til” på egen hånd. De løgne vi fortæller os selv er nemlig ofte usynlige for os selv. Selvom vi mærker lysten til at se sandheden i øjnene, så er der samtidig noget i os der ikke vil – nemlig den del, der ikke vil smerten. Den del er ofte uden for vores bevidsthed, og virker samtidig uhyre kraftigt i os. En skjult forsvarsmekanisme, der hjælper med at opretholde status quo og ikke lade de gemte følelse komme for en dag. En forsvarsmekanisme der er med os – selv i terapi.
Helt naturligt og ikke en fejl – grundene er altid at finde. 

Dét, du flygter fra, er der, du skal hvile.
Dét, du frygter, er det, du skal se i øjnene. 
Dét, du ignorerer, har du brug for at høre
– Jon Frederickson

Når vi slipper løgnene, står virkeligheden tilbage – en virkelighed, som oftest er anderledes eller måske direkte modsat den vi ønsker. Og det kan være en sorg at se i øjnene og vække alskens smertelige følelser. Før vi når at se os om, stikker vi afsted på ny – væk fra smerten og virkeligheden, som den er. For at holde op med at løbe væk fra os selv, har vi brug for én, der igen og igen kalder os tilbage til os selv. Èn der kan støtte os i at hvile i virkeligheden. Èn der har følelse for det i os, der gør, at vi løber væk, lyver og lider – så vi med tiden får følelse for os selv i det.  

Terapi – en vej ud af lidelsens jerngreb

I terapi kan du få hjælp til at slippe løgnene, så du kan leve din sandhed. Opleve, hvem du er nedenunder ordene, undskyldningerne og forklaringerne. Ved at blive i øjeblikket sammen med én der ikke er bange for smerte, kan du hjælpes ind i, at mærke dine følelser, som står og banker på, og venter på at blive følt. Som terapeut kan jeg lytte dybt, og hjælpe dig med at få øje på det, du selv undgår. Kærligt afbryde og spørge dybere, når du taler dig væk fra følelserne. Blidt invitere dig tilbage til dig selv – her og nu – når du forlader dig selv og forsvinder tilbage til fortiden eller ud i fremtiden.

I terapi kan du få betydelige korrigerende erfaringer af, at det, der før var ubærligt, kan blive udholdeligt og til at bære når det deles – over tid. Ved at have én at gå ind i smerten sammen med, kan du oparbejde din kapacitet til at rumme det, der er, og favne det. En proces i hvilken, vi har brug for følelsesmæssig medtakt og øjne der ser, vidner og genkender det vi mærker, så det kan lande ind et sted, hvor det bliver til at rumme.

Den egentlige helbredelse fra lidelse ligger ikke i, at få det smertelige til at gå væk, men i at se hvor vi forlader os selv, og gå tilbage og favne alt det livet og døden tilbyder os – både det glædelige, det smertelige og alt derimellem. Her slipper angsten, lidelsen og overlevelsen – og du får livet tilbage. 

Har du brug min støtte i din proces henimod at tage imod dig selv, og dét, der er på din inderside? Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig.

→ Kontakt mig her