Det kommer hvert år – efteråret. Lige pludselig, ofte lidt uventet og før vi selv helt er klar. Men det kommer år efter år, for at minde os om én væsentlig ting: at ting må dø, for at nyt kan opstå.
Lyset har haft overtaget siden forårsjævndøgnet tilbage i marts. I dag står vi atter ved et ligevægtspunkt i årets evigt spiralerende hjul, hvor nat og dag er lige stærke – lys og mørke ligeså. En magisk balancedans mellem to stærke kræfter – lys og mørke, og vi kender allerede udfaldet. I dag sejrer mørket over lyset, og lige foran os ligger vinterhalvåret – mørkets tid. En tid hvor energien trækker sig sammen og inviterer os til at skrue tempoet ned og vende opmærksomheden indad. En tid der atter inviterer os tilbage – ind og hjem i os selv. En tid til fordybelse og afvikling. Men også en tid mange frygter. Måske også du?
Efterårsjøvndøgnet i dag markerer denne overgang. Vi står ved en tærskel til en tid hvor mørket omkring os – og måske også i os – hersker mere og mere – indtil vintersolhvervet i december. Den smalle, men kraftfulde jævndøgnssti snirkler sig eventyrligt mellem lyset og mørket- Herfra kan vi se til begge sider og hente inspiration til vores tur gennem mørket. Netop i dag er det tid til at samle det sidste forråd – tid til refleksion og til at gøre status.
Ved denne tærskeldag kommer også hende de fleste af os frygter – mørkets og dødens dronning – Skeletkvinden. Vi frygter hende fordi vi har kørt at død altid efterfølges af mere død. Men jeg minder dig om, at det ganske simpelt ikke er tilfældet. Døden er altid en del af den proces, der bliver til nyt liv. Og skeletkvinden, ja hun sidde inde i kærlighedens hus og vipper med foden, men hun lægger handskerne sammen og folder dem ud igen. Kan du se hende?
På den ene side står alt levende – på den anden side alt døende Og hun har ikke i sinde at give efter. For hun har én opgave: at opretholde livets kredsløb. Hendes kræfter “gør” os ingenting. De er ikke tyve, der berøver os ting vi holder af. Nej, hun er en del af vores egen natur – et kredsløb der løber gennem, under og i os mennesker. En indre visdom der ved, at døden er kærlig, og at livet fornyes ved hendes omsorg. En indre autoritet der kender trinnene i livets og dødens dans, og ved, at vi ikke kan fylde mere på noget der allerede er fyldt. Så hvad skal du give slip på?
Som de sorte, nøgne grene på træet altid bærer knopper af nyt liv i deres tomhed, så rummer nedbrydningen forvandling og skabelse af nyt liv - Druehyld
Som en forberedelse til at hilse mørket og dødens dronning – skeletkvinden – velkommen i dag, inviterer jeg dig til, at tænde et lys og lytte indad, imens du stiller dig selv følgende spørgsmål: Hvad skal dø dette efterår? Hvad skal jeg slippe, lade falde og gå til grunde for at blive til nyt?
At gøre dig mørkets komme bevidst og tage imod det og dets kræfter, vil give dig følelsen af, at du står stærkere og har bedre greb om mørket – så det ikke får greb om dig, på en måde der lægger dig unødigt ned. Måske du kunne have lyst til at sætte mørket stævne den næste tid; hver dag tænde selvsamme lys, som det du tænder i dag og på den måde ære din cykliske natur, det evige kredsløb og bevare et indre lys, imens du lader mørkets kræfter gøre sit nødvendige og uundgåelige arbejde? Måske du netop dette år, har brug for et terapeutisk rum til at sætte mørket stævne og favne det i dybden? I så fald, er du velkommen her hos mig.
Jeg minder dig kærligt om, at jo dybere du tør favne den kommende tids mørke og død – des lysere og mere livfuldt bliver det kommende forår. Det følges altid ad.
Jeg ønsker dig en forvandlende tid i mørkets stilhed – og at du må være stille nok til at kunne høre din indre stemmes sagte hvisken.
Glædeligt efterårsjævndøgn!